Krisehjælp
Hvad er krise?
En krise er en psykisk reaktion på situationer, hvor et menneske oplever problemer eller alvorlige tab, som er svært at forlige sig med. En almindelig krise kaldes en tilpasningsreaktion. Alle mennesker kan komme ud for en eller flere kriser i løbet af livet, f.eks. i forbindelse med dødsfald blandt nærtstående, skilsmisse, ændringer i helbredet mm. Ofte vil man kunne komme igennem en krise ved hjælp af omsorg og støtte fra sine nærmeste. En krise kan dog blive så vedvarende og omfattende, at det kan være en god ide at søge professionel krisehjælp hos en krisepsykolog, især for at undgå at krisen udvikler sig til en depression.
Hvordan man reagerer på hændelser, er også afhængigt af hvilke sårbarheder man har. Nogle har så stærk en psyke at de tilsyneladende klarer psykiske belastninger uden at det påvirker dem særligt. Andre er mere sårbare og reagerer let med krisesymptomer, hvis de udsættes for stress. I sådanne tilfælde kan man overveje, om der er behov for at søge krisehjælp hos en professionel krisepsykolog.
Lidt om krisehjælp
Behandlingen har bl.a. fokus på at den kriseramte taler om sine følelser med krisepsykologen. Ofte rummer man modsatrettede følelser såsom had, vrede, kærlighed, selvbebrejdelse mm., som krisepsykologen gennem krisehjælpen kan hjælpe med at få op til overfladen. Krisehjælpen er på denne måde med til at gøre følelserne mere tydelige, hvilket kan give den kriseramte en større indsigt og forståelse for sit følelsesliv. Hensigten er, at krisepsykologen hjælper den kriseramte med at blive bedre i stand til at anerkende og rumme sine følelser samt forlige sig med det, der er sket. Dette skal hjælpe personen til komme videre i sit liv efter endt krisebehandling. Jeg tilbyder også traume behandling.